Kevin Magnussen håber på mere held i sprøjten og mindre varme i cockpittet i weekendens GP.
Når Suzuka-banen tager imod F1-feltet i weekenden, så er det igen ukendt mark for danskeren, der senest måtte døje med en utæt forbindelse til kølerne, som gav skoldninger og kogende drikkevand.
– Suzuka er en af de legendariske baner – jeg kan ikke vente med at komme ud på den! Jeg glæder mig virkeligt til at køre på banen for første gang og takle de berømte sving, du altid har hørt om – Esses, Degner, Spoon og 130R, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.
– Efter Singapore håber jeg at betingelserne i Japan ikke bliver så vanskelige! Det var et virkeligt hårdt løb, og vi fortjente mere, end hvad vi fik med hjem, men jeg er sikker på, at vi kan begynde weekenden godt og bygge videre på de forbedringer, vi har set i de seneste par løb.
– Suzuka ligner en virkeligt udfordrende bane med nogle virkeligt svære sving, hvilket gør overhalinger lidt sværere end på andre baner. Jeg kan ikke vente med at komme ud på banen og begynde at arbejde med ingeniørerne for at ramme det bedste setup. Efter det svære løb, vi havde sidst, vil jeg gøre alt for at få det bedst mulige resultat til teamet her, slutter han.
Løbet køres klokken 08.00 søndag morgen dansk tid.



