Jan Magnussen fik kort frist til at køre sig frem i første Camaro Cup-løb på Mantorp Park. Fukamuni Racings kører hentede dog en niendeplads fra 33. startposition efter koblingsproblemer i kvalifikationen.

Det blev dog et meget afkortet løb med reelt kun fire raceomgange ud af 9. Først blev starten afbrudt, da feltet var for spredt.

Det kostede en omgang i det i forvejen korte løb, men andet startforsøg gik glat ligesom første omgang, der traditionelt betyder kaos i første kurve i det kæmpe felt.

På anden omgang gik det dog galt i første kurve, hvor flere kørere stødte sammen umiddelbart foran Martin Hansen og Jan Magnussen, der da lå lige uden for top ti.

Da løbet blev frigivet var der et par omgange at gøre godt med, og Magnussen kunne overhale sin teamkammerat samt yderligere et par konkurrenter.

– Det var skideskægt, men ærgerlig med safetycaren. Det er dog svært i det felt, der er mange, der ikke er vant til at køre ræs, så der var mange mærkelige situationer. Bilen er dog hel, men vi mangler fart ned ad langsiden, siger Jan Magnussen til Racemag.

Også Martin Hansen morede sig og kom, modsat på Jyllandsringen senest, i mål med hel bil.

– Det var sjovt, og det gik godt. Der var mange der røg af foran mig, og det vandt jeg jo lidt på, men kæmpede også med nogle, siger Martin Hansen.

Løbet blev vundet af Fredrik Ros foran Alexander Graff og den finske gæstekører Jesse Krohn, mens Peggen Andersson, der stopper sin lange racerkarriere efter denne weekend, sluttede firer. Femmer blev Thed Björk, der dermed sikrer sig Camaro Cup-titlen 2011.

Toppen i første løb i Camaro Cup på Mantorp Park:

Pos. Kører
1 Fredrik Ros 9 omgange
2 Alexander Graff 1.169
3 Jesse Krohn 4.520
4 Peggen Andersson 5.150
5 Thed Björk 5.904
6 Fredrik Magnusson 7.076
7 Tobias Brink 7.925
8 Marcus Palnér 9.737
9 Jan Magnussen 13.037
10 Ole Martin Lindum 17.583
11 Martin Hansen 18.434