Kevin Magnussen sluttede som bedste dansker på Spa, da Eurocuppen i Formula Renault 2.0 i dag kørte første løb.

Efter hurtigste tid i træning og næstbedste startposition til løbet skulle Magnussen starte efter Albert Costa fra Spanien. Costa kom afsted fra sin pole position med Magnussen og Antonio Felix da Costa lige efter sig. De to teamkammerater fra Motopark Academy angreb forgæves på første omgang, men angrebene endte i stedet med, at Magussen måtte lade da Costa tage andenpladsen på anden omgang.

Kort efter pressede Jean-Éric Vergne og Adrian Quaife-Hobbs sig forbi Magnussen, der holdt femtepladsen i mål til sine første point i serien.

Marco Sørensen sluttede på en niendeplads, mens Johan Jokinen endte på en 14. plads.

De tre danskere kører andet løb søndag.

Foto: Renault Sport