Både McLaren og Kevin Magnussen maner til besindighed, når det gælder danskerens seneste optræden for teamet i tests forud for 2014-sæsonen.

Efter et sent stint på supersoft-dæk satte Magnussen klart bedste tid i denne testomgang med over 1,5 sekunder til Force Indias Nico Hülkenberg. Det var ellers ikke en dag, der gik helt som planlagt for det britiske team.

– Det er som en drøm hver gang jeg kommer i bilen. Det er bare så fedt at være her og at køre. Jeg nyder det virkeligt. Desværre fik vi ikke så mange omgange i morges, men det var godt at få kørt nogle sidst på dagen. Eftermiddagen var god for os og vi arbejdede os ud af problemerne, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

Det var it-problemer, der hæmmede teamet og gav Magnussen tidligt frokost. Da Roskilde-køreren kom på banen igen, var der igen fokus på at evaluere dæk og træne pitstops.

– Teamet gør det virkeligt godt med at hjælpe mig: De giver mig god vejledning og får mig til at føle mig selvsikker. Der er masser af debat om omgangstider, og det føles godt at sætte nogle gode tider ind, men vintertests er netop det – tests. Det handler ikke om omgangstiderne, siger han videre.

– Vi lærer stadig en masse om bilen. Vi har fire dage mere med test næste uge, og der er stadig masser af arbejde. Jeg er sikker på, at det vil ændre sig op ad pitlane fra nu og så til Australien, slutter han.

McLaren og F1-feltet er ikke færdige i Bahrain denne uge. Jenson Button overtager fredag og lørdag og skal fokusere på aero-arbejde, setup og balanceændring over længere stints.