Nicolaj Møller Madsen imponerede søndag under CIK FIA’s verdensmesterskab. Danskeren sluttede af på en tredjeplads og satte løbets hurtigste tid.

VM fik dog en hård fødsel for den talentfulde dansker, der blev påkørt i første af lørdagens tre heats. Nicolaj Møller Madsen gik dog videre som nr. 24 ud af 34 til semifinalen.

Fra en startplacering som nummer seks kørte Møller Madsen sig frem til en andenplads bag Jordan Chamberlain, sidste års europamester. Bag Nicolaj lå sidste års europamester i KF3 og McLaren Mercedes juniorkører Nyck De Vries. Ham kunne danskeren dog ikke holde bag sig hele løbet, og det blev til en tredjeplads og hurtigste omgang.

– Det var et rigtig svært VM. Lørdagens tre heats var altafgørende om man overhovedet gik videre til semifinalen. Vi var lige godt 130 kørere som kæmpede om at være en af de 34 kørere der gik videre. Min kart kørte rigtig godt, og mit team Energy Corse, og mekaniker Morten Løvdal gjorde endnu engang et godt stykke arbejde for mig. Jeg er glad for en tredjeplads til VM under så hårde omstændigheder, og Nyck De Vries var en værdig vinder hvis jeg ikke skulle, siger Nicolaj Møller Madsen i en pressemeddelelse.

Tredjepladsen ved VM er kronen på en god sæson for den unge dansker. Et europamesterskab og et succesfuldt forsvar af det tyske mesterskab (foto) står også på gokartkørerens CV for 2010. Den kommende sæson håber VM-bronzevinderen at rykke op i formelbiler i Formula Renault i Storbritannien.

VM i Zaragoza blev en ny demonstration af de danske karttalenters høje niveau. Max Klinkby-Silver er rookie i seniorklasen KF2, men har i årets løb vist kvaliteter der markerer ham som en kommende mester. Søndag kørte han således en femteplads hjem som næstbedste dansker.

Ud af otte tilmeldte danskere nåede seks finalen, hvor 34 ud af de 129 kvalificerede deltog. En fantastisk procent andel. Kun den store motorsportsnation England havde flere deltagere i finalen, nemlig syv. Af resulter kan nævnes Thomas Krebs på 14. pladsen og Lars Sørensen på 22. pladsen. Jacob Nørtoft og Jonas Hansen måtte udgå.

I B-finalen markerede Michelle Gatting sig med fjedrepladsen.