Nicolaj Møller Madsen har i den grad medvind i øjeblikket. For kun en uge siden skrev han dansk historie ved at blive den første danske europamester i KF2.

Nu har danskeren vundet det tyske mesterskab for andet år i træk – inden sidste afdeling er afviklet. Danskeren har simpelthen for mange point til at kunne hentes af nogen af de 31 konkurrenter. 

– Det har nok været den bedste uge i mit liv. Først at blive europamester også allerede en uge efter kører jeg over stregen som tysk mester for andet år i træk. Alt kører min vej lige for tiden. Mit team Energy Corse gør et kæmpe stykke arbejde for mig, og jeg har de bedste folk bag mig, siger Nikolaj Møller Madsen i en pressemeddelelse.

Den 17-årige dansker er nu klar til at tage et solidt skridt videre i karrieren. Der arbejdes på at finde de ressourcer der skal til for få en eventuel formel-sæson klar til næste år. 

Om kun to uger køres anden afdeling af WSK World Series i Milville i USA, og derefter gælder det World Cup i Zuera Spanien til September.