Foto: Joe Skibinski
NTT IndyCar Series er i Californien denne weekend til kronjuvelen af amerikansk gaderæs, Acura Grand Prix of Long Beach.
Christian Lundgaard og Christian Rasmussen er i aktion i Long Beach denne weekend, ved måske det mest ikoniske løb på IndyCar-kalenderen – hvis vi ikke tæller Indy 500.
Den berygtede gadebane i den sydlige del af Los Angeles har været en fast del af kalenderen siden 1975.
Christian Lundgaard ankommer i Long Beach i god form. Han sluttede på podiet både på gadebanen St. Petersburg og den mere konventionelle bane Barber Motorsports Park. Han viste også fin fart på Streets of Arlington, hvor han kæmpede sig tilbage fra sidstepladsen til syvendepladsen, efter han blevet snurret rundt af Mick Schumacher på første omgang.
Selvom Lundgaard var hurtigste mand på Barber Motorsports Park, og måske havde slået Alex Palou hvis ikke for et langsomt pitstop, er den danske McLaren-kører forsigtig med at spå et godt resultat på Streets of Long Beach:
“Andretti er bilerne vi skal slå. Deres resultater her taler for sig selv. Men Long Beach er en af de baner, hvor du kan få strategien til at virke uanset hvor meget fart du har. Det beviste vi også sidste år, hvor vi ikke var særligt hurtigt men vi klarede løbet på 2 stop og gik fra 12. pladsen til tredjepladsen. Men af finde den rå fart, som Andretti har – jeg ved ikke hvor jeg skal finde så mange tiendedele,” sagde Christian Lundgaard på Conor Dalys podcast, Speed Street.
Christian Rasmussen har haft en svær sæsonstart for ECR. Han var i fantastisk form på Phoenix-ovalen indtil Will Power kørte ham i væggen – det kostede nok en sejr. Men særligt på gadebanerne har ECR været i problemer. Det betyder at Christian Rasmussen ligger på en beskeden 22. plads i mesterskabet i skrivende stund.
Derfor er det selvfølgelig også dårligt nyt for amagerkaneren, at weekenden byder på endnu en gadebane. Der er dog håb for Rasmussen, der til tider viste god fart i Arlington.
Tidsplan for Acura Grand Prix of Long Beach
Fredag (17. april)
Practice 1 | 00:00
Lørdag (18. april)
Practice 2 | 19:30
Qualifying | 00:30
Søndag (19. april)
Warmup | 19:00
Race | 23:30
Løbet bliver vist live på Viaplay.



