Før sæsonstart kan det unge F1-team Lotus Racing gøre status. Den sidste test er netop afsluttet, hvor Heikki Kovalainen tog teamets Lotus Cosworth T127 gennem 65 omgange med mindre udfordringer undervejs.
Teamet hæfter sig særligt ved, at de er tilfredse med farten og at bilen har vist god pålidelighed.
– Testen var egentlig delt op i to halvlege på den sidste dag, hvor vi havde en god morgen, hvor alt forløb efter planen. Et problem med at skifte program i gearkassen forsinkede os om eftermiddagen, hvor vi ikke fik kørt så meget som vi ville. Generelt har testen dog været ekstremt produktiv – generelt har vi god holdbarhed, og teamet ser godt ud forud for det første race, siger den teknisk ansvarlige i teamet, Mike Gascoyne.
– Når man tager i betragning, hvor lang tid vi har arbejdet på projektet, så er det et fantastisk arbejde fra hele teamet. Alle har arbejdet utroligt hårdt i de to tests, og vi skal nu arbejde på farten og forbedre den, men det er en enorm præstation fra hele teamet, og jeg er meget stolt af dem, siger Gascoyne videre i en pressemeddelelse.
Lotus Racing føler sig klar til debuten og vil komme i mål i de første løb. Herefter er nye aerodynamiske opdateringer planlagt til det spanske grand prix.
Foto: Lotus Racing