Ulrik Linnemann nappede en femtelads i Finland, hvor årets 4. afdeling af EM i rallycross blev kørt i den forgangne weekend. Endnu engang var den danske kører Ulrik Linnemann repræsenteret i toppen over hele weekenden.

Til trods for en del tekniske defekter i de indledende heats, heriblandt defekt gearkasse og kobling, tilkæmpede Ulrik sig en plads i Semifinalen. Her sluttede han på en flot 2. plads, og dermed var en plads i A-finalen en realitet. I A-finalen var der udsigt til en podieplacering, indtil en punktering på 3. omgang satte en dæmper på hastigheden for den unge nordjyde. Efter dette måtte han desværre se sig degraderet til en 5. Plads.

Weekenden i Finland kastede 21 EM point af sig, og når disse lægges til hans nuværende point, indtager Ulrik en flot 2. Plads i det samlede mesterskab, blot 9 point efter Sergey Zagumennov (RUS) som fører SUPER1600 klassen. Næste gang Ulrik og hans rallycross team skal i aktion, bliver allerede i næste weekend d. 4 og 5 juli i rallycross meka’et Höljes (Sverige)

I Sverige er der tradition for mange danskere på tribunerne, så mon ikke fans og supportere vil hjælpe mig til en sejr i Höljes. Jeg har i år mulighed for at lave hattrick, da Agnes og jeg har taget sejren deroppe de sidste to år – ordene kommer fra en forventningsfuld Ulrik Linnemann inden turen går direkte fra Finland og til Sverige, for at klargøre Frida til ”The magic weekend”.