Når det 11. november går løs på vejene omkring Skjern i Rally Vestjylland, så er der lige pludseligt lidt mere på spil for deltagerne.
En lempelse gør det nu mere attraktivt for deltagerne at være med i Dansk Super Rally Short-finalen. Klubben bag finaleløbet, Ringkøbing og Omegns Motor Klub, har søgt rallyudvalget i DASU om en lempelse af reglerne for tildelingen af point – og svaret har været positivt.
I reglementet for rally står der i 3.43, Særlige pointregler finalen, følgende:
”Sidste afdeling i alle mesterskaberne efter pkt. 3.1 tæller dobbelt. Alle pointene i finalen ganges således med 2. For at kunne score point i finalen, skal man have deltaget (startet) i mindst 1 af de andre afdelinger mesterskaberne”.
Og det er netop den sidste sætning, der gives dispensation for – dermed kan alle, der tilmelder sig Rally Vestjylland, sikre sig point til mesterskabet, uanset hvor mange afdelinger man har deltaget i.Grundet deltager antallet set over sæsonen i DSRS ønsker klubben (ROMK) et grundlag for at gennemføre arrangementet da alle deltager vil have noget at køre for hvis en dispensation gives.
Ansøgningen sker på baggrund af deltagerantallet i serien af de lidt kortere rallies, der har været afviklet i sammenhæng med DM-rallyerne i Dansk Super Rally. Rallyudvalget begrunder dispensationen med, at de ønsker at hjælpe klub og løbsledelsen og håber, at deltagerantallet når et punkt, der gør arrangementet rentabelt.
Du kan tilmelde dig Rally Vestjylland her i DASUs løbskalender.