De mange klassiske Le Mans-racere blev igen luftet foran 109.000 tilskuere på Circuit La Sarthe.

Blandt de danske deltagere klarede Henrik Lindberg sig bedst sammen med Andy Meyrick i en Lola-Cadenet. De blev sekser i deres klasse.

Casper Elgaard og Thorkild Stamp var også til start i Stamps Porsche 904, men selvom der var god fart i bilen, måtte danskerduoen strække våben.

– Vi fik desværre lidt problemer i nat (lørdag, red.), hvor ellers havde kørt os op fra p 54 til p 26. Men vi valgte at stoppe for ikke at få større skader. Men det var et sjovt løb og et stort arrangement. Der har været omkring 100.000 tilskuere til løbet. Men der er også så mange imponerende biler at se på, siger Casper Elgaard til Racemag.

Det var sjette gang, Le Mans Classic blev afviklet – denne gang med byger undervejs. Bilerne inddeles i ’plateauer’, som hver kører tre løb fordelt over de 24 timer. Det samlede resultat fra de tre løb giver det endelige resultat. 450 biler deltog i årgangene fra 1923 til 1979. Samlet vinder blev Bronson/Burnett/Evans i en Talbot 105 BGH.