Lasse Jacobsen vender efter nogle års fravær tilbage til dansk motorsport. Det sker i denne sæson, hvor den tidligere Formel 3- og DEC-kører stiller til start i Peugeot Spider Cup.
I den forgangne uge var han sammen med en stribe andre kørere på Sturup Raceway, hvor han for første gang stiftede bekendtskab med cup-raceren bygget på Peugeot 207-dele.
– Hold op, hvor er den god. Det er en formelbil med førerhus. Den kører præcis som min Formel Ford gjorde. Når den begynder at understyre, skal den bare have noget pedal så bagenden kommer ud på plads. Det her glæder jeg mig helt vildt til, siger Lasse Jacobsen i en pressemeddelelse.
Det er gået fantastisk stærkt for Lasse med at få alting stablet på benene. Sidste mandag blev det besluttet at starte teamet og i fredags blev bilen hentet i Tåstrup og kørt hjem til Thisted for at blive gået igennem og dekoreret. Onsdag morgen klokken fire startede turen så mod Sturup for at få kørt de første kilometer.
Bilen kørte adskillige løbsdistancer i løbet af dagen og sidst på eftermiddagen hang dækkene bogstavelig talt i laser. Lasse var ovenud tilfreds med bilen, der kørte hele dagen fuldstændig uden problemer, lyder det fra testen.
Foto: Gripping Media



