Kurt Thiim er udgået af 24-timersløbet i Dubai – i hvert fald med den ene af de to biler, danskeren deltager i. Besaplast Porsche med nummer 60 brød i brand efter otte timers kørsel, og teamet måtte trække sig fra løbet. Thiims teamkammerat Martin Tschornia sad i bilen på tidspunktet og var uskadt efter branden.

– Jeg kan ikke sige præcist hvad der skete. Vi tror, at der måske var spildt olie på banen, som der gik ild i i bilen, der var bare flammer lige pludselig. Jeg vidste ikke bedre end at hoppe ud. Og ja, det vil være fair at sige, at bilen er skadet mere end vi kan reparere. Vi må udgå af løbet, desværre, siger Tschornia til løbets hjemmeside.