Robert Kubica bliver ikke klar til sæsonstarten i F1 2012.

Det har den polske kører meddelt sit team, Lotus Renault GP. Genoptræningen efter rallycrashet i februar går efter planen, men polakken føler, han behøver mere tid.

– Selvom jeg har trænet meget, meget hårdt gennem de seneste uger, så kom jeg til den konklusion, at jeg endnu ikke er sikker på at blive klar til 2012-sæsonen. Jeg har ringet til teamet og informeret dem om situationen. Det var en svær beslutning at tage, men det er den mest fair, siger Robert Kubica i en meddelelse fra teamet.

– På det personlige niveau går genoptræningen stadig godt, og mine læger er fortsat imponerede. Jeg behøver bare mere tid, da jeg vil være 100% klar, inden jeg comitter mig til noget kører-relateret, slutter Kubica, der samtidig sender en tak til medierne for at respektere, at han ikke udtaler sig meget om genoptræningen.

Hvem der tager over er endnu uvist. Teamet meddeleler, at de nu vil evaluere mulighederne, der angiveligt inkluderer både Romain Grosjean og Bruno Senna m.fl.