Den tidligere F1-kører Nicolas Kiesa vender tilbage til Danish Endurance Championship, når finalen afvikles på Padborg Park denne weekend.
Det bliver igen sammen med Michael Nissen, at danskeren skal køre sit første baneløb på banen ved den dansk/tyske grænse. Senest de to kørte sammen var på FDM Jyllandsringen, hvor Porsche-duoen tog en sejr.
– Jeg tror godt, at vi kan gentage sejren fra sidst, selv om det var lidt af et mirakel, at vi vandt dengang. Vores dæk endte med at være rimelig slidte til sidst, og så må jeg indrømme, at jeg også blev kastet ud på det dybe vand. Jeg kendte ikke alle detaljerne i løbsformatet, hvad angik strategi og tankning, så weekenden var langt fra optimal, selv om vi vandt, siger Nicolas Kiesa i en pressemeddelelse.
Michael Nissen ligger før finalen på andenpladsen, 15 point efter Michael Jakobsen/Ole Christophersen. Der er 30 point at kæmpe om på Padborg Park.