Det danskbaserede Young Driver AMR-team tog i søndags en andenplads og hentede dermed flere solide point til mesterskabet.

Søsterbilen fra Aston Martin Racing med bl.a. Christoffer Nygaard vandt dog andet løb i træk, og hentede dermed ind på den førende danskerduo David Heinemeier Hansson og Kristian Poulsen.

Det var dog – ifølge Young Driver-teamet – bevidst, at Nygaard og co. fik lov at nedbringe føringen i VM.

– På grund af vores solide føring i mesterskabet besluttede vi at køre konservativt i weekenden” siger teamejer Jan Struve fra Young Driver AMR.

– Her i Kina var vores søsterbil en lille smule hurtigere, og vi ønskede ikke at presse bilen og tog ingen chancer. Richie Stanaway kunne have presset mere på til sidst i løbet, men vi bad ham om ikke at tage nogen chancer. Det primære var at få bilen i mål og hente nogle gode point. Det var, hvad vi gjorde. Vi har kun to runder tilbage, og vi tog endnu et vigtigt skridt mod titlen. Vores Young Driver Christoffer Nygaard, der i år kører med #98-teamet, vandt i dag, og vi er meget glade for, at han tog sejren.
– Det er fantastisk at føre mesterskabet, men #98-teamet giver os kamp til stregen, siger David Heinemeier Hansson.

– Hvad enten det bliver dem eller os, vil en Aston Martin og en Aston Martin Racing-kører have vundet GTE Am-mesterskabet, hvilket er fantastisk for teamet, men vi vil gøre, hvad vi kan, for at det bliver os!

Andenpladsen i Kina var en imponerende sjette podieplads i træk for Young Driver AMR. #95 Aston Martin er sluttet på første- eller andenpladsen i alle sæsonens runder.

Allerede om to uger bliver sæsonens andensidste runde kørt i Bahrain. Young Driver AMR fører GTE Am-klassens teammesterskab med 31 point, mens Poulsen og Heinemeier Hansson fører GTE Am-klassens mesterskab for kørere og er stadig de bedst placerede Aston Martin Racing-kørere i World Endurance Cup for GT-kørere.

GTE Am-mesterskabet for teams efter seks ud af otte afdelinger

1. Young Driver AMR (#95 Aston Martin Vantage GTE), 154 point
2. Aston Martin Racing (#98 Aston Martin Vantage GTE), 123
3. Proton Competition (#88 Porsche 911 RSR), 97
4. AF Corse (#61 Ferrari 458 Italia), 86
5. 8Star (#90 Ferrari 458 Italia), 55