Det blev en dramatisk afslutning på dette års TCR-mesterskab. Med TPR’s udeblivelse var der kun to, som kunne blive mester og de startede weekenden a point. En hændelse i andet heat blev udslagsgivende og gav Malte Ebdrup titlen som TCR-mester 2025.

Både Kasper H. Jensen og Malte Ebdrup startede med det samme antal point inden kvalifikationen. Den vandt Kasper og bragte sig i front med to point til Malte. Afstanden mellem de to RaceGroup-kørere var 0.003 sekund eller mindre end du har brugt på at læse denne linje.

Trods pole position var det Malte Ebdrup, der tog starten for han skulle indhente de to point. Han vandt også, men blev skygget af Kasper. Dermed vendte mesterskabet til Maltes fordel, men så er der lige den omvendte startrækkefølge i Heat 2.

Top 3 i Heat 1 blev:
1. Malte Ebdrup
2. Kasper H. Jensen
3. Jan Magnussen

Trods begge titelkandidater startede bagerst, så var Kasper H. Jensen først igennem første sving. Jan Magnussen kom i klemme og kom sidst ud forbi start/mål-stregen. Jan er trods sin alder en yderst hurtig kører, og han kørte sig tilbage i Top 3.

Kasper virkede til at have kontrol over heatet, men Malte kørte sig tættere og tættere på. Med en sejr til Kasper ville mesterskabsstillingen have svunget tilbage til Kasper. Dermed skulle han ”bare” slutte foran Malte i finaleheatet for at tage endnu en titel.

Ikke et helt dårligt udgangspunkt, når man er kendt for gode starter. For Malte var udsigten derfor mørk. Han var nødt til at komme forbi for at få så godt udgangspunkt til finalen. Afstanden blev reduceret og han kom nu op til Kasper. Hvordan skulle han forsøge at komme forbi mesteren?

Det skulle blive for enden af langsiden. Malte virkede til at have et fartoverskud (set udefra) og Kasper holdt sig til højre på banen. Dermed var inderbanen åben ned mod sidste sving. Malte lagde sig til venstre for sin kollega og forsøgte at udbremse Kasper.

Udbremse gjorde han også og da Kasper forsøgte at dreje ind lå Malte stadig på siden. Det betød, at der var en kontakt mellem dem, og da Malte var så langt oppe på siden af Kasper, så røg mesteren i gruset.

Malte overlevede og vandt heatet. Med Kasper ude var Malte Ebdrup ny mester. Om det var en bevidst handling for en desperat ung mand, et hændeligt uheld eller noget helt tredje må være op til seeren at vurdere, men Kasper var ikke glad.

Det rykkede Jan Magnussen op på plads to og Mathias Dall på plads tre. Trods to strafbaner til Malte og en enkelt til Jan Magnussen og Marco Dahl, så var resultatet sikret.

Top 3 i Heat 2 blev:
1. Malte Ebdrup
2. Jan Magnussen
3. Mathias Dall

Så var der kun finaleheatet tilbage. Skumringen var så småt ved at pakke Padborg Park ind i mørke, men der skulle findes en vinder til pokalerne. Malte Ebdrup startede forrest, Kasper H. fra plads fire, men det var meget tydeligt, at Kasper ville vinde sidste heat.

Han kom hurtigt op til Malte og trods en halvåben dør, så var der intet der kunne holde Kasper fra at tage sejren. Han kom forbi Malte, der ikke gjorde den store modstand, og tog sejren. Titlen var i hus, og der var ingen grund til at ende sæsonen i sandfanget.

Jan Magnussen tog den sidste plads på podiet. Debutanten Oliver Larsen i Johnny Vejlebos ”aflagte” Cupra gjorde en god figur i de tre heat. Mathias Dall virkede også til at have fundet et nyt niveau denne weekend.

Top 3 i Heat 3 blev:
1. Kasper H. Jensen
2. Malte Ebdrup
3. Jan Magnussen

Sæsonen sluttede med årets mest stille podium. Ingen champagnesprøjt, og nærmest ingen tid til vinderbillede. Kasper var væk med det samme, det samme var stemningen. Kasper var tilbage på podiet, da årets mestre fik deres pokaler. Med Mike Halder ikke til stede var der en stedfortræder til stede.

Det samme gjorde sig gældende, da årets Trofeo-mesterskab skulle kåres. Lars Højris var fraværende med sin brækkede ryg, så han havde en stedfortræder og Trofeo-mester Rene Povlsen var også væk, så han havde sendt sin datter for at tage imod pokalen.

En sæson der sluttede med en ærgerlig afslutning. Først udeblev TPR for at fokusere på den spanske serie, siden satte hændelsen mellem Kasper og Malte en gevaldig dæmper for stemningen og festlighederne på det som skulle være en glædens dag. RaceGroup vandt teammesterskabet.

Se eller gense Night Race her.

Se ovennævnte episode i TCR Denmark race 2 her.