Kamui Kobayashi fik sin F1-debut i Brasiliens Grand Prix. Den tidligere GP2 Asia-mester trådte til som standin for den skadede Timo Glock, der efter sit uheld op til Japans Grand Prix også måtte stå over sæsonens næstsidste løb.
Og Kobayashi tog chancen, da den bød sig. Den unge japaner kom til Q2, men måtte lige netop se sig slået af Fernando Alonso, der kneb den sidste plads hjem i Q3.
Fra 11. startposition kom japaneren igennem første omgangs kaos, hvor bl.a. teamkammerat Jarno Trulli måtte udgå. Og den indledende fase af løbet fik Kobayashi til at sætte forventningerne op, særligt i sin kamp med den senere VM-vinder, Jenson Button.
– Jeg prøvede virkelig hårdt for at holde ham bag mig, da jeg var i top seks, så jeg vidste, at der var en chance for point. Det var ikke let, han var meget hurtig, og jeg kørte for første gang på banen i varmt vejr. Naturligvis kæmpede han for mesterskabet, så jeg var omhyggelig med ikke at være et stort problem, men samtidig var dette løb en enorm chance for mig, og jeg ønskede at slutte så højt som muligt, så jeg kæmpede hårdt for den placering. Jeg tror, det var spændende for fansene og jeg nød det også, siger Kobayashi om duellen med Button. I kampens hede måtte briten komme af med sine frustrationer over at japaneren kørte hårdt.
– Alt i alt er jeg glad for at komme i mål i min debut og i top 10, også fordi det var vanskelige omstændigheder. Men efter den første omgang, hvor jeg var sekser, havde jeg mulighed for at score point, så på en måde er jeg en smule skuffet over, at jeg ikke gjorde det. Men jeg kæmpede lidt med bilens balance efter det første pitstop, så jeg tabte en smule tid, og det sendte mig ud af pointene. Det var nok bare resultatet af min manglende erfaring i løbet af en Grand Prix-distance, alt var nyt for mig i denne weekend. I sidste ende mener jeg, at et resultat top 10 i min debut var et godt resultat, så jeg er temmelig glad, siger Kamui, der den kommende uge afventer besked fra Toyota, om Timo Glock bliver klar til sæsonfinalen.
Foto: Panasonic Toyota Racing