Kimi Räikkönen er ude resten af 2013-sæsonen. Det turbulente efterår med manglende løn, beskyldninger om hårdt sprog og rygproblemer fortsætter dermed for Lotus F1 Team og den flyvende finne.

Räikkönen har valgt at stå over de sidste to løb i kalenderen for at blive opereret for den rygskade, der var tæt på at forhindre ham i at stille til start i Singapore tidligere.

Finnen bliver opereret i samråd med teamet, så en erstatning skal findes til GP’erne i USA og Brasilien.

Meget peger på, at reservekører Davide Valsecchi træder ind, men også danske Marco Sørensen er blandt reserverne – dog uden superlicens.

Dermed har Räikkönen kørt sit sidste løb, inden det i 2014 gælder comebacket til Ferrari.