Nu skulle den være god nok. Kimi Räikkönen skifter til NASCAR i 2011. Den finske, tidligere F1-verdensmester har tidligere været rygtet til Truck Series, der kører i forbindelse med NASCAR, og nu bekræfter finnen, at hans Ice 1 Racing fortsætter i USA.
Räikkönen skal, ifølge den finske avis Turun Sanomat, i 2011 køre løb i Truck Series, inden han tager det store spring til Nationwide-serien og Sprint Cup-serien under NASCAR.
– Jeg glæder mig meget til at udforske NASCARs verden. Jeg har fulgt den i lang tid og jeg ved, at det er en benhård serie. Jeg kan lide den amerikanske atmosfære. Det er en god fornemmelse. Det vil være 100 % sjov og udfordrende, siger Räikkönen til avisen.
Indsatsen bliver angiveligt i samarbejde med Foster Gillett, der tidligere har stået bag Richard Pettys indsats.
Også andre F1-stjerner har taget springet til NASCAR, herunder Jacques Villeneuve og Räikkönens tidligere teamkammerat Juan-Pablo Montoya.
Räikkönen skulle angiveligt gøre sin WRC-sæson færdig.
Foto: Citroën Racing



