Kevin Magnussen har netop lavet aftale med Carlin-teamet og kører Formula Renault 3.5 i 2012 – men nu får den unge Roskilde-kører første smag på en GP2-racer. Det allestedsnærværende team satser fortsat massivt på GP2, og her har teamet valgt at hive Magnussen ind som tester i denne uges todages test på banen nord for Barcelona.
Kevin Magnussen tester sammen med 2011-køreren Max Chilton (foto) og tidligere Formula Two-kører Jolyon Palmer.
Modsat de to andre kørere vil Magnussen være i bilen begge dage.
– Max skal fortsætte den gode udvikling, som vi tog hul på i Jerez (ved seneste test, red.) for at gøre os stærkere til næste sæson. Det bliver godt at have en anden erfaren GP2-kører som Jolyon i bilen, og vi ser frem til hans feedback. Vi ved, at Kevin er en meget hurtig kører i Barcelona. Det bliver meget interessant at se, hvor hurtigt han vænner sig til GP2-racerens krav over de to dage, siger teamejer Trevor Carlin.
Årets sidste GP2-test finder sted den 19.-20. oktober. Følg Racemag for at høre mere om testen.