Kevin Magnussens assistent og rådgiver Jesper Carlsen løfter over for EB.dk sløret for, at der er gode udsigter til, at Kevin Magnussen forlænger sin kontrakt med Renault.
“Optionen med Renault er forlænget. Vi har en god dialog med teamet. Kevin er meget interesseret i fortsat at være en del af deres ambitiøse projekt, og det ser positivt ud med hensyn til at blive enige om en forlængelse”, siger Jesper Carlsen.
Snart sagt alle ledige kørere har været i spil til begge sæder i Renault – en uskøn proces, som desværre er meget typisk i Formel 1.
Renaults interesse for Kevin Magnussen har eftersigende været der hele tiden, men teamet har søgt efter mere erfarne folk som Perez, Bottas og Sainz til at løfte teamet hurtigere.
Anstrengelserne ser dog ud til at mislykkes, idet Perez allerede har bekræftet 2017 med Force India. Samtidig er det ganske sikkert, at Toro Rosso ikke er interesseret i at slippe Sainz, mens Bottas ventes at forlænge med Williams.
Det er dog ikke lig med, at det ligger fast, at Kevin Magnussen forlænger med Renault. Således er Ocon stadig en meget varm bejler til det ene sæde i Renault, mens det kan blive svært for teamet at komme uden om Palmer, hvis han fortsætter med at levere varen. Kampen mellem Palmer og Kevin Magnussen har dog på papiret været meget ulig, idet danskeren både har været bedre i kvalifikation og løb.