Der var ingen tvivl om, at Kevin Magnussens debut i F1 ville blive svær. Men at hans debut i en F1-kvalifikation skulle blive så svær som til Australiens GP 2014 var svært at forestille sig.

– Jeg er virkeligt glad. Det var svære betingelser, særligt da jeg aldrig har kørt denne bane før i regn – det var ret svært at få linjerne og bremsepunkterne helt rigtigt. Det var meget sværere, end noget andet, jeg har prøvet, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

– Men jeg tror ikke, jeg kunne have håbet på mere i dag. Jeg lavede en fejl og røg af på min sidste omgang, så jeg kunne have kørt hurtigere, men jeg er stadig glad. Bilen var virkeligt god, og teamet har gjort det fantastisk i at forberede mig på dette.

– Løbet er i morgen, og det er pointene også – så vi behøver en god søndag. Jeg vil prøve at nyde dagen i morgen og gøre det så godt jeg kan – at komme på podiet vil ikke blive nemt, særligt hvis det er tørt. Men hvis det er vådt, så kan alt ske – så jeg gætter på, at jeg håber på et vådt grand prix, slutter han.

Racing director Eric Boullier er fuld af lovord efter Magnussens præstation:

– En rookies første kvalifikation nogensinde er altid en skræmmende begivenhed for ham, og endnu mere, når regnen har gjort banens overflade både tricky og farlig. Ikke desto mindre klared Kevin det brilliant under præcis de omstændigheder ved at kombinere fart med omtanke og sluttede en sensationel P4.