Kevin Magnussen var på vej mod endnu en triumf i Formula Renault 3.5, da røgskyer begyndte at lægge sig bag den blå Carlin-racer.

Med blot en håndfuld omgange tilbage stod der store røgskyer ud fra Magnussens motor, men danskeren fortsatte med samme fart mod det ternede målflag. På sidste omgang var det dog endnu en gang en DNF grundet teknisk defekt til en af de to godt kørende danskere i klassen.

Magnussen tog starten, da Robin Frijns ikke kom afsted i starten. Carlins dansker satte sig med det samme igennem og åbnede hurtigt et hul til Antonio Felix Da Costa. Samtidig kom Marco Sørensen bedre afsted en det var tilfældet lørdag og holdt femtepladsen i tætte kampe.

Efter de obligatoriske pitstops var Magnussen fortsat alene i front, mens Lotus-teamet holdt sine to kørere på banen til et sent stop. Det betød, at Marco Sørensen kunne køre nogle af feltets absolut hurtigste tider og åbne et hul til Frijns og Pic, som han havde ligget lige foran før pitstoppene.

Tilbage på banen var Marco Sørensen smuttet forbi Will Stevens og satte sig dermed på tredjepladsen. Selvom Sørensen mod slutfasen nærmede sig Da Costa, kunne Red Bull-junioren arve sejren fra Kevin Magnussen.

Marco Sørensens flotte løb stod lidt i skyggen af Magnussens DNF

Der var lidt trøst til Carlin-teamet, da Will Stevens tog tredjepladsen.

– Jeg har haft min del uheld, især på Silverstone, hvor en punktering kostede mig sejren. Så jeg er glad for at være tilbage på podiet. Vi var ikke helt deroppe i kvalifikationen i denne weekend. Vi må arbejde på den del for at kunne håbe på at vinde et af de tilbageværende løb, siger Marco Sørensen efter løbet.

– Sikke en skam. Der er meget godt at tage med fra denne weekend, men for f…. det gør ondt, når sådan noget l… sker. Tak for støtten, skriver Kevin Magnussen på Facebook.

Med resultaterne rykker Marco Sørensen op på fjerdepladsen i mesterskabet.

Toppen i mesterskabet inden de to sidste afdelinger:

1 Robin FRIJNS 166
2 Jules BIANCHI 142
3 Sam BIRD 139
4 Marco SØRENSEN 101
5 Arthur PIC 94
6 Nick YELLOLY 92
7 Kevin MAGNUSSEN 76
8 Antonio Felix DA COSTA 73
9 Nico MÜLLER 68
10 Kevin KORJUS 55