Kevin Magnussen er som bekendt i gang med at forberede sig til den nye formel 1-sæson. I øjeblikket møder han den internationale presse i Banbury – hjemsted for Haas’ produktion i England.
Her har danskeren talt med ESPN, men Sky Sport har også været på banen for at høre om den kommende sæson og om bruddet med Renault.
Senest har Cyril Abiteboul, Renaults direktør for formel 1-teamet, været fremme med særdeles kritiske udtalelser om Kevin Magnussen. Abiteboul kalender Kevin Magnussen for både udisciplineret og fuld af undskyldninger.
Til Sky Sport udtaler Kevin Magnussen sig om de kradse ord fra sin tidligere chef:
“Jeg foretrækker, hvis man er utilfreds med en person, at holde utilfredsheden mellem mig og den person, hvilket han har valgt ikke at gøre”, udtaler Kevin Magnussen.
“Han har valgt at udtale sig offentligt om det, og det er måden, han gør tingene på, hvilket er ok for mig”, tilføjer danskeren.
Do we need an excuse to share another shot from @KevinMagnussen‘s visit to Banbury? Thought not… #Enjoy #HaasF1 pic.twitter.com/afXgwbqVcc
— Haas F1 Team (@HaasF1Team) 19. januar 2017
Mens Kevin Magnussen gerne vil nedtone problemerne med Cyril Abiteboul, vil han hellere end gerne tale om Haas’ chancer for at slå Renault i 2017.
“Det hører fortiden til, der er ingen grund til at gå for meget i detaljer med de problemer, de (Renault) har. De betyder ikke meget for mig mere”, forklarer han.
“Men det er vigtigt, at vi slår dem, og det mener jeg, at vi kan. Med de udfordringer, de (Renault) har, vil der gå lang tid, før de forbedrer sig”, siger Kevin Magnussen, der samtidig slår fast, at der er mange mennesker hos Renault, som han holder meget af, mens det kun er få personer, han ikke er i dialog med.
Se resten af Sky Sport interviewet her.