Racemag var med på en telekonference med Kevin Magnussen onsdag aften, hvor han fortalte lidt om sine planer, tanker og bekymringer for debutsæsonen 2014.
– “Jeg glæder mig. Helt vildt meget. Det er min store drøm der gå i opfyldelse og det glæder jeg mig sindsygt meget til. Mine målsætning i den her sæson er at gøre det bedste jeg kan. Det er Formel 1 så det er umuligt at sætte målsætninger om hvor man vil ligge og hvordan det skal gå. Jeg har et mindset jeg skal ind i, ikke nogen målsætning. Det er min første sæson i Formel 1 og jeg er med et rigtigt stort team, der har haft stor succes i Formel 1, så forventningerne er rigtigt høje.”
– “Testene har ikke påvirket mine målsætninger og mål, det kan man som sagt ikke med Formel 1. Jeg er med det bedste team jeg kunne forestille mig, det team jeg er vokset op med og jeg er meget tryg ved at komme ind i Formel 1 sammen med McLaren. Det jeg tager med fra testene er, at jeg har kørt rigtigt mange kilometer. Jeg har fået forberedt grundigt og kørt løbs distancer, tidstagnings simulationer, jeg har øvet pitstops og starter og det har været rigtigt vigtigt. Det har været en rigtig god vinter i forhold til at forberede det der skal til, men omgangstider og performance kan man ikke bedømme ud fra vintertest. Det er selvfølgelig ikke helt usynligt hvem der er rigtigt stærke i år, men man kan ikke konkludere noget ud fra det.”
-” Jeg rejser til Australien i aften for at vænne mig til døgnet. Der er stor tidsforskel så det er en stor fordel at kunne lave lidt træning og falde lidt på plads dernede. Der er ikke det store at gøre fra nu indtil Melbourne, vores ting er ved at blive shippet derud, men der er mange ting man kan gå igennem i hovedet, og komme ind i den nye døgnrytme. Som team kommer der ikke rigtigt til at ske noget nyt. De forbedringer der er til Melbourne er et resultat af vores arbejde til vintertests.”
-“Jeg har selvfølgelig forberedt mig til Melbourne så godt jeg kan. Jeg har kørt i simulatoren og forberedt mig sammen med teamet, men jeg har aldrig været på banen før, så det bliver noget nyt for mig. Vi har gjort rigtigt gode forberedelser så jeg føler mig meget tryg ved det. Jeg synes ikke jeg står med en ulempe i forhold til de andre kørere.”
– “Min største udfordring bliver at spare benzin og dæk. Jeg har både lavet pitstops og kørt lange løb så det bliver ikke så stor en udfordring, men at spare benzin samtidigt med at holde liv i dækkene tror jeg bliver svært.”
– “McLaren er et team der er vant til at kæmpe om sejre og verdensmesterskaber. De kommer fra en sæson hvor de ikke var i stand til det, så de er super sultne og der er helt klart en følelse af at der skal ske et stort fremskridt. Mclaren forventer at kæmpe med om mesterskabet, det er det der gør dem så specielle. Vi går altid efter at vinde. Som team, lige nu, er vi ikke hvor vi gerne vil være, men det kommer vi.”
– “Der er ikke nogen problemer ved de nye regler for vores ingenører, men der er nogle udfordringer i og med at så mange ting er så nye som de er. Det kræver tilvænning fra hele teamet, f.eks. skal mekanikerne lære at skifte motoren så hurtigt som overhovedet muligt, men det er en udfordring fordi så meget er nyt på bilen.”
– “De sidste par måneder har været arbejde hele tiden. Det er hårdt men interessant. Det er især i simulatoren, forberedelser til test, kørsel af test, analyse af test og fysisk træning. Men også PR og sponsor arbejde har fyldt en del og det har alt sammen været super spændende. Jeg lægger ikke rigtigt mærke til det pres og fokus der er på mig fra medierne. Jeg laver selvfølgelig en del flere interviews end jeg er vant til, men jeg lægger ikke mærke til det”.
– “Jeg føler mig meget heldig at have Jenson Button som teamkammerat. Han er den mest erfarne i Formel 1 og det kan jeg lære rigtigt meget at. Den måde han arbejde med teamet og kører løbene på kan jeg lære rigtigt meget af. Vi kæmper om de samme point så selvfølgelig er der lidt konkurrence der. Men det er jo alle mod alle i Formel 1 – alle kæmper om de samme point.”