Kevin Magnussens generalprøve lørdag forud for F1-debuten i Melbourne forløb nogenlunde efter planen.

Formiddagen bestod af setuparbejde, der dog blev afbrudt af et mindre problem. Eftermiddagen bød så på løbssimulation – endnu en gang afbrudt, men nu af et rødt flag.

Kevin Magnussen nåede 88 omgange og satte fjerdebedste tid undervejs.

– Vi havde nogle elektriske problemer om morgenen, men fik dem ordnet ret hurtigt og fuldført det meste af dagens program. Dagens omgangstider fra både Williams og Mercedes ser meget hurtige ud, men jeg tror ikke, at nogle af de teams har kørt programmer, identisk med vores, så det er svært at sige noget om, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse

– Som et team er vi ikke helt i mål endnu, men vi har mere at byde på. Vores bil har potentiale – modsat sidste års bil, hvor man kunne mærke dens problemer, når man kørte. I år føles det som en F1-bil.

– Når det kommer til forberedelse, så føler du altid, at du kan gøre lidt mere – hvis vi havde mere tid, så ville vi ikke stoppe. Men set fra et kørerperspektiv, så har vi alle basisdelene på plads for køre løb. Jeg er ikke ukomfortabel ved tanken om at køre et GP nu – jeg føler, at jeg kender alle procedurer, jeg ved hvad der er vigtigt og jeg ved, hvad jeg skal fokusere på i løbsweekenden. Og det er virkeligt positivt.

– Det er en meget særlig følelse at vide, at næste gang jeg skal i bilen, så er det i Australien. Jeg har en stor opgave foran mig, men jeg er rigtigt spændt. Jeg føler mig klar!

Første grand prix køres den 16. marts i Melbourne.