En ottendeplads til Kevin Magnussen og en ærgerlig 12. plads til Jenson Button var ikke lige det, McLaren-teamet havde håbet på i USA.
Ikke desto mindre var det fakta, efter begge kørere kørte på stærkt nedslidte dæk til sidst i løbet. Jenson Button kæmpede længe mod bl.a. Sebastian Vettel, der dog havde friske dæk på efter fire pitstop. Britens forsvar hjalp dog formentlig Magnussen til at bevare pointplacering, som vigtigst af alt udbygger briternes føring over Force India i kontruktørs-VM.
– Ottendepladsen er ikke et fantastisk resultat, men jeg tror helt ærligt ikke vi kunne have fået mere ud af bilen. Det er en skam, at Jenson mistede pointplaceringen til sidst – jeg gætter på, hans dæk var væk – men jeg var heldig og var lidt længere fremme, hvilket holdt mig foran bilerne, der jagtede mig. Derfor mistede jeg heldigvis ikke for meget.
– Jeg kan ikke være alt for ærgerlig over resultatet, men det har ikke helt være en mindeværdig weekend for teamet. Vi tager dog nu direkte til Brasilien til endnu et grandprix om et par dage – jeg glæder mig virkeligt til at køre på Interlagos, som ser ud til at være en fantastisk racerbane, og jeg håber, at vi kan få en bedre weekend der.
Kevin Magnussen indtager fortsat en tiendeplads i VM for kørere.



