Kevin Magnussen har været en tur i Californien for at besøge hovedkvarteret for Haas Automation i Oxnard.
Udover at eje et formel 1-team har Gene Haas også et i NASCAR-serien. I Oxnard fik den 24-årige dansker lov til at sidde bag rattet på en af Haas’ NASCAR-racere – dog uden at få lov til at køre den.
“Den er ekstrem cool”, udtaler Magnussen til Motorsport.com. “Men den er ikke nem at komme ind i. Det er herligt, for jeg voksede op med motorsport, men du tror, at du ved alting, og så kommer du herover og ser, hvor forskellige de her biler er”, udtaler Kevin Magnussen.
“Det er old-school racing, men samtidig højteknologisk,” udtaler Kevin Magnussen om NASCAR-faciliteterne.
Haas’ teamchef Guenther Steiner udtaler dog samtidig til Motorsport.com, at danskeren i første omgang er nødt til at fokusere på formel 1.
“Vi er i gang med forberedelserne til den nye sæson, og så må vi se, hvordan det hele kommer til at passe sammen. Derefter kan vi overveje det igen, men lige i øjeblikket drejer det sig om sæsonstarten i Australien”, udtaler Steiner, der også fortæller, at teamets anden kører, Romain Grosjean, er begejstret for muligheden for at køre NASCAR.
Interessen for NASCAR kommer ikke fra fremmede. Jan Magnussen kørte således et NASCAR-løb i 2010 for Phoenix Racing på Sonoma Raceway – et løb hvor han sluttede som nummer 12.