Kevin Magnussen står klar til at overtage scenen fra Jenson Button (foto) og Lewis Hamilton, der i weekenden kørte med i det højdramatiske GP på Yas Marina-banen i Abu Dhabi.

De kommende dage står den som bekendt på talenttest for en række af GP-teamene, og Vodafone McLaren Mercedes indsætter deres udviklingskører Kevin Magnussen i den ene bil.

Det er med far Jan Magnussen på sidelinjen, at Magnussen den yngre får sin første officielle testopgave for det hæderkronede team – 18 år efter, at far Jan selv testdebuterede for teamet.

– Ingen kan forstå, hvor vildt det her er for mig. Den første tanke jeg overhovedet kan huske fra min barndom var drømmen om at blive verdensmester i Formel 1. En naiv tanke når jeg tænker over det i dag, fordi det her på papiret bare ikke kan lade sig gøre. Alligevel har jeg aldrig tvivlet på, at det ville lykkes – og at jeg selvfølgelig skulle sidde i McLarens racer! Der er ikke gået en eneste dag i mit nu 20 årige liv, hvor jeg ikke har tænkt over følelsen af for første gang at skulle ud og prøve denne vildeste racerbil i verden, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

– Jeg glæder mig så ubeskriveligt meget, og at have min far med på sidelinjen og få denne oplevelse sammen med ham er også en kæmpe ting for mig. Men testen er langt mere end en fantastisk oplevelse, hvor jeg skal gi’ den gas!! Jeg skal bevise mit værd for McLaren. Alt, hvad jeg gennem det sidste år har lært af teamet og de erfaringer, jeg har fået i den avancerede simulator, skal nu overføres til praksis. Jeg skal være med til at udvikle raceren, så de to nuværende kørere er endnu bedre rustet til sæsonens sidste løb. Denne proces er også en ubeskrivelig spændende del af det job, jeg nu kastes ud i, slutter Kevin Magnussen.

Danskeren var under weekendens GP med i teamets briefinger for at være bedst muligt rustet til den kommende uges store opgave. Teamets faste tester Gary Paffett og Oliver Turvey er også med på banen, hvor også Red Bull Racing, Caterham, Lotus, Sauber F1 Team og Toro Rosso tester.

Testen løber af stablen tirsdag, onsdag og torsdag og kan følges her på Racemag.