Kevin Magnussen sluttede ikke helt med det brag, man kunne håbe. En 11. plads i mål og nul point – og en mistet placering til Sergio Perez i VM var facit efter et løb præget af kontakt og et skidt mellemstint.

– Det var et svært løb. Jeg havde noget af en omgang kontakt med Adrian [Sutil] på første omgang – og efter det, var fronten aldrig helt det samme, men det var ikke for slemt, så jeg kunne godt fortsætte, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

Magnussen pittede fra softs til supersofts på 21. omgang, men de blødere dæk gav ikke noget tidsmæssigt for danskeren. Efter løbet kunne McLaren afsløre, at de kunne have presset bilen og dækkene mere.

– Mit første stint på ‘primes’ gik godt – dækkene holdt godt, og jeg følte, at jeg kunne kontrollere nedslidningen. Men da jeg pittede og skiftede til ‘options’, kørte løbet fra os. De blødere dæk skulle have hjulpet os med at vinde nogle placeringer på kørerne på primes, men vi blev bare hvor vi var, og det ødelagde løbet for os.

Modsat McLarens dansker kørte de to Force India F1-kørere Perez og Hülkenberg to stints på primes (soft) først og skiftede til options til sidst i løbet – det gav to pointplaceringer.

McLaren fortsætter arbejdet i Abu Dhabi med hybridbilen MP4-29/H med Honda-motor. Stoffel Vandoorne tester.