Det spektakulære YouTube-fænomen Ken Block har nu afsløret sine planer for 2012.

Som allerede nævnt på Racemag er 2012-programmet i WRC barberet ned. Ken Block kører i sin tredje sæson i VM-rally blot tre afdelinger. Det bliver det næste VM-rally i Mexico samt Rally New Zealand og en tur til Skandinavien med Rally Finland. Block stiller i en M-Sport-præpareret Ford Fiesta RS WRC.

Block og hans Monster World Rally Team kaster sig derimod over en fuld sæson i Global RallyCross Championship.

– Jeg er super stoked over at kunne køre et så varierende program i år. Global RallyCross ser ud til at blive et rigtigt spændende og nyt mesterskab her i USA, og jeg ser frem til de udfordringer, det vil give, siger Block i en pressemeddelelse.

– Jeg er også glad for at jeg stadig kan klemme tre WRC-afdelinger ind i mit program samt en håndfuld løb i Rally America og Canadian Rally. Jeg tror ikke, der er en kører der deltager i så mange forskellige serie samtidig med at han laver fantastiske projekter som Gymkhana FIVE og min Gymkhana World Tour. Jeg er i sandhed en heldig satan, for det bliver et fantastisk år, siger Block videre.

Til at præsentere sin sæson har Block – med en god portion selvironi – fået hjælp af Hollywood-skuespiller Nick Swardson, der leger Block i selskab med skater Steve Berra.

Se første del af præsentationen her – anden del udkommer 20. februar: