Dette års sølvvinder i Formel Ford DM kører den kommende sæson i tyske Formel ADAC Master. Den blot 15-årige Kean Kristensen skal køre for det velansete Motopark Academy, hvor Kevin Magnussen tidligere har kørt.
– Jeg har en ambition om, at jeg gerne vil blande mig i toppen og helst slutte i top fem, når sæsonen er overstået, siger Kean Kristensen i en pressemeddelelse.
Formel ADAC Master er ens Dallara-byggede formelbiler med vinger og motor fra Volkswagen. Dermed får den unge danskers læringskurve formentlig et nøk opad i den kommende sæson.
– Der er en masse tilvænning, blandt andet når man skal bremse. Når man bremsede i Formel Ford-raceren, var det med en blød fod. Her skal man hamre til den og så slække på pedalen. Samtidig er der også kommet vinger på, så bilen er helt anderledes i de hurtige sving, men det har ikke været noget chok. Jeg har ikke følt, at jeg skulle starte fra nul igen, siger Kean Kristensen videre.
Kean Kristensen skal køre for Motopark Academy, der har flere års erfaring med at udvikle unge talenter indenfor formelklasserne.
– Kean er helt klart en ønskekandidat for os, siger Timo Rumpfkeil fra Motopark Academy.
– Jeg oplevede ham første gang ved en test på Oschersleben, og allerede der gjorde han opmærksom på sig selv. Han er bestemt en ønskekandidat for ethvert team, og han har potentialet til at vinde løb i den kommende sæson. Han har en god forståelse for, hvordan racerbilen reagerer, giver godt feedback til teamet, når vi laver justeringer på bilen, og så han er meget effektiv i sit arbejde og udvikler sig hele tiden, slutter han.
Foto: Formel ADAC Master