Tysken kommer var hvad man tænkte, da de to første løb blev kørt søndag. Mike Halder tog sejre i både heat et og to, og med pole position i heat tre så skulle det have været det komplette hattrick. Kasper H. Jensen ville det anderledes.

Om det var regnen der gjorde udfaldet eller om Kasper H. Jensen bare havde fundet det ekstra til finalen kan man godt være i tvivl om. Fakta er dog, at Kasper H. finalesejrede for tredje løb i træk, men Mike Halder røg ud af podiet og måtte tage til takke med plads fire.

Det er dog svært at være i tvivl om, at weekendens bedste kørere var Kasper og Mike. Begge kørte sig flot op i løb 2, hvor de startede længere nede i feltet og alligevel tog plads et og tre.

Der var dog en kører, som havde en drømmeweekend. Philip Lindberg sluttede Heat 1 som 7’er, men han gennemførte Heat 2 som 2’er. Gode point på kontoen, men det skulle blive endnu bedre i Heat 3. Her tog han plads to fra Gustav Birch og snuppede med den overhaling også ungdomssejren i TCR.

Et par favoritter havde skuffende løb. Nicolai Sylvest fra Green Development var en tur i gruset i Heat 3 og Michael Markussens weekend var heller ikke noget at skrive hjem om.

I Trofeo-klassen var der også gode kampe. Kenn Bach snuppede finalesejren foran de to Audi-kørere Rene Povlsen og Allan Kristensen. En sejr som Kenn var yderst tilfreds med.

Nu er der sommerferie i TCR som først kommer på asfalt i august, når Copenhagen Historic Grand Prix køres ved Bellahøj.