Sidste års bronzevinder i DTC Cuppen går nu efter at køre lidt længere løbsdistancer. Den 26-årige racerkører deltager i den kommende sæson i den danske langdistanceserie DEC for FC Racing.

– Jeg kører DEC som udgangspunkt i år, men jeg arbejder også på at komme ud at køre GT-race, siger Kasper Jensen til Racemag.

– Jeg arbejder på at få et eller flere løb i ADAC GT Masters, FIA GT3 eller i 24-timersløbet på Spa senere i år, hvilket også kan være rigtig interessant. Men i første omgang kører jeg i Renault Clio III for FC Racing, siger Kasper Jensen.

Det er ikke nordjydens debut i langdistanceløb. Tilbage i 2006 – samme år, som han vandt den danske Renault Clio Cup samlet – kørte han også for Fleggaard Racing i BMW M3. I 2007 kørte aalborgenseren et enkelt løb for netop FC Racing i den svenske ER Cup. Sidste år kørte Kasper Jensen to løb i DEC, hvor det blev til en andenplads i klassen på FDM Jyllandsringen.

Kasper Jensen skal køre sammen med Jens Mølgaard og Jens Erik Mølgaard i FC Racings Renault Clio III i division 2.