Årets TCR-mester skulle findes i årets sidste afdeling på FDM Jyllandsringen. Kasper H. Jensen og Mike Halder var begge favoritter, lidt mere Kasper H. end Mike, men der kunne ikke hviles på laurbærrene.
Lørdagens kvalifikation gav pole position til Mike Halder, TPR Motorsport, der dermed fik et godt udgangspunkt i kampen mod titlen. Den tyske kører tog starten og kørte først over målstregen. Kasper H. Jensen og Nicolai Sylvest fulgte efter som to og tre.
Sejren betød, at Mike skulle starte 10’er, Kasper H. Jensen 9’er og Nicolai Sylvest 8’er. Michael Markussen startede forrest, og under gridshowet sagde Kasper, at det bedste for ham ville være, hvis Michael vandt.
Michael Markussen kunne ikke høre det, men han tog sejren, mens titelkandidaterne kørte sig op igennem feltet, med Mike Halder på plads to og Kasper H. Jensen på plads tre. En teknisk defekt eller en afkørsel kunne afgøre mesterskabet, så der blev ikke oversatset fra den regerende mesters side.
Det betød, at vi skulle have finaleheatet med til afgørelsen. Drømmen for en løbsklasse er jo altid, at det bliver afgjort i sidste løb, gerne i sidste sving, men sidste løb på sæsonen. Sådan var det også i dette års TCR-mesterskab.
Mike Halder startede forrest og havde Kasper H. Jensen på sin side. Her sluttede de to kørere også, da tiden udløb og det ternede flag faldt. På et tidspunkt kom Kasper H. på siden af Mike på publikumslangsiden, men trak sig allligevel. En andenplads var nok til at tage det tredje mesterskab i TCR, det tredje mesterskab i træk, og det sjette mesterskab i topklassen (DTC/TCR) på syv år.
Mike Halder gav alt og stor respekt for forsøget. Det er et stykke tid siden, at Kasper H. har måtte kæmpe så hårdt for titlen. Historiebøgerne vil vise en dominant Kasper H. Jensen, men os der var der vil vide, at det var han ikke. Hvem ved om det ikke var protestafgørelsen fra Padborg Park i åbningsweekenden som reelt udgjorde udfaldet på mesterskabet?
Tre nye biler var også med i finaleweekenden. Lillesøster Michelle Halder stillede op i en tredje bil hos TPR Motorsport, og der var yderligere besøg af det svenske Autolounge.se med Christian Skaar og Kevin Engman.
Der skulle også findes en mester i Trofeo-klassen. Her tog Rene Juncker Povlsen sit andet mesterskab foran Kenn Bach og Allan Kristensen. Det var dog Kenn Bach, der tog finalesejren i Trofeo.
GMB Motorsport blev årets team, Nicolai Sylvest og Green Development tog U25-mesterskabet.
Alle billeder leveret af Ewert Foto.