Classic Race Aarhus blev på mange måder den helt ventede make-or-break-weekend i TCR Denmark 2021 – og det blev en weekend, som Kasper H. Jensen og High on Cars Racing by Massive Motorsport i sidste ende fik bedst profit ud af, efter LM Racing anført af en stærkt kørende Jan Magnussen ellers dominerede langt hen ad vejen med en suveræn tidtagning og sejr i weekendens første af tre heats. 

Siden fulgte weekendens andet heat, hvor Casper Elgaard og Michael Markussen gjorde ren front for Peugeot efter Philip Lindberg og Kenn Bach ellers startede forrest. Men Elgaard satte en fantastisk start og kunne skyde frem i front, hvor han hurtigt fik Markussen med sig, og sammen stak de to af fra det øvrige felt til Elgaards første heatsejr i Aarhus. 

Finalen blev til gengæld en våd klud i ansigtet på LM Racing, som igen må tage hjem med en svært beskadiget racer, da Jan Magnussen blev ét af ofrene i et stort crash i finalens start. 

Bilen var netop bygget op efter et crash til Copenhagen Historic Grand Prix i august, og i finalen i Aarhus endte Magnussen med at blive kastet op i betonmuren og tværs over banen foran hele feltet, da han ramlede sammen med Kasper H. Jensen. 

Crashet endte med at blokere for hele feltet, hvorved flere biler blev ramt og skadet, herunder kostede det fra start løbet for blandt andre Kristian Moe Sætheren og Michael Carlsen, ligesom Nicolai Sylvest kort efter måtte parkere sin bil på grund af skaderne fra sammenstødet. 

Omstart

Løbet blev startet om, og her røg Kasper H. Jensen og Casper Elgaard direkte ud i en vild duel på de første omgange, men Casper Elgaards jagt på den helt store pokal på hjemlig asfalt endte i en betonmur, hvorfor Kasper H. Jensen kunne sætte sig sikkert på føringen. Han fik følgeskab af en stærkt kørende Michael Markussen, som hurtigt etablerede sig på andenpladsen foran Insight Racings to tilbageværende Alfa Romeo Giulietta med Philip Lindberg og Jacob Mathiassen i henholdsvis tredje og fjerde position.

Lindberg, der som aarhusianer også kører på hjemmebane denne weekend, fik til gengæld ikke nogen pokal for sin indsats. Midtvejs i løbet endte han også i en mur, hvorfor Jacob Mathiassen kunne tage tredjepladsen efter en svær weekend, hvor nordjyden startede med at udgå i weekendens allerførste heat. 

Fuldt drama i Trofeo

Trofeo-klassen blev mindst lige så dramatisk som det generelle klassement. For efter to stærke heatsejre i træk fra Kenn Bach var titelkapløbet i Trofeo efterhånden ved at være en ganske åben affære. 

Men med det store uheld i finalen blev det hurtigt vendt helt rundt. Kenn Bach var blandt de implicerede i uheldet og blev i sin Honda Civic Type R slynget en meters penge op i luften med omfattende skader til følge. Bilen kunne køre videre, men den kørte ingenlunde godt, og Bach måtte desuden gennem pitten inden omstarten og åbnede derfor fra feltets bagerste del. 

I stedet endte Trofeo-pokalen i hænderne på Johnny Vejlebo, som ganske vist også var med i kampen og kørte med en del skader på bilen. Men Vejlebos Peugeot holdt til mål, og han kunne sikre sig sæsonens første finalesejr foran René Povlsen og Kim Lund Johansen, der samtidigt sikrede Madbull Racing årets første pokal i Trofeo!

Resultatet bringer Kasper H. Jensen i føring af TCR Denmark med 266 point foran Casper Elgaard med 238 og Michael Markussen med 218. Jan Magnussen og Nicolai Sylvest er á point med 178 hver. 

Trofeo føres nu af René Povlsen med 136, men det er supertæt i toppen, hvor han følges af Michael Carlsen og Kenn Bach med henholdsvis 132 og 128 point, mens Gustav Birch og Brian Madsen Sport fører an i U23-mesterskabet.