Der er ingen grund til at gengive det kaos af safety cars og røde flag det brasilianske grandprix var udsat for, da regnen væltede ned over Sao Paolo.
En enkelt lille detalje fra starten af løbet bag netop safety car er dog værd at bide mærke i. Nemlig at Kevin Magnussen var første mand inde for at skifte fra regnvejrsdæk til intermediates – en manøvre, der sendte danskeren 4-5 positioner frem i feltet, da andre kørere fulgte efter et par omgange senere, da løbet endelig blev givet frit.
I de få omgange, der blev kørt race, røg Ericsson, Raikkonen og Palmer pga. forskellige sammenstød med andre kørere og barrieren. Og før racet overhovedet kom i gang, røg Romain Grosjean ind i en mur som følge af aquaplaning.
Det blev også til et kedeligt farvel til de brasilianske formel 1-fans for Massa. Da der manglede knap 20 omgange af løbet, som igen blev sat i gang efter et rødt flag, planede brasilianeren ind i en barriere på start-mål-langsiden, hvor Verstappen og Vettel tidligere også var tæt på at køre galt.
Der var med andre ord dømt kaos over hele linjen – et ønske som Kevin Magnussen før løbet havde håbet på. Danskeren gjorde det i hvert fald flot på regnvejrsdækket, indtil han gik i pit og skiftede til intermediate-dækket. På det tidspunkt lå han nummer 12. Lige før det skifte fik man ellers meldingen om, at der ville komme mere regn.
Pga. Massas uheld og safety car blev banen dog igen ekstra våd, fordi bilerne ikke længere fjernede det makimale vand fra banen, og Magnussens pitstop kom denne gang til at virke som et for vildt sats af Renault eller Kevin Magnussen. Og dermed var danskerens løb reelt ødelagt! Igen på strategi!
Endnu værre var det, at Nasr under al virakken var blevet på regnvejrsdækket, og han lå på et tidspunkt til at tage hele 8 point – det samme antal som Renault havde samlet hele året. Heldigvis for Renault havde Red Bull også rodet med strategien og Verstappen og Ricciardo overhalede – heldigvis for Renault – brasilianeren samt Ocon, der også var blevet på regnvejrsdækket under hele løbet.
Som nogenlunde neutral observatør har der været utroligt mange uheldige strategier hos Renault i år – også flere end man kan forvente af et hold, som kan køre frit.
Uden at sammenligne bilerne var Verstappen som Kevin også en af kørerne på intermediates. Han skiftede dog, hvor Kevin også skulle have gjort det, og hollænderen drønede fra midt i feltet helt op på en tredjeplads efter forrygende kørsel.
Verstappen havde to pitstop flere end Hamilton og Rosberg i dag pga. pitstrategier, men alligevel lykkedes det for Verstappen at køre sig på podiet. Magnussen var også to gange i pit i forhold til store dele af feltet – uden dog at vinde noget som helst på det, fordi han til slut blev ude på intermediates. Faktisk var det mest imponerende til sidst, at danskeren kunne holde sig på banen under de sjaskvåde forhold i Sao Paolo.
Tilbage står dog, at Renault i dag blev slået af både Sauber og Manor, som kørte mere konservativt.
Helt i front vandt Lewis Hamilton foran Rosberg – og vi får dermed først verdensmesterskabet afgjort ved det sidste grandprix i Abu Dhabi.




