Marco Sørensen og World Series by Renault er allerede denne weekend i aktion igen, kun knap en uge efter Formula Renault 3.5-serien kørte opvarmning til Formel 1-grand prixet i Monaco.

Denne gang er det legendariske Spa-Francorchamps, der lægger over syv kilometer Ardenner-asfalt til World Series, der traditionen tro byder på to løb for Marco Sørensen og Formula Renault 3.5.

Og netop danskeren må formodes at håbe, at bøtten nu endeligt er vendt efter en svær sæsonstart for Tech 1 Racing. Sæsonens første point i forrige afdeling på Motorland Aragon og en fremragende tilkæmpet andenplads i Monacos gader giver håb om mere.

Danskeren i den Saxo Bank-dekorerede racer har tidligere gjort det godt på banen i Belgien med sejre i både Formel 3 og World Series by Renault.

Formula Renault 3.5 kører første løb lørdag klokken 15.20, mens andet løb køres søndag klokken 15.05. Løbene vises i sammendrag på Eurosport.

Følg det via livetiming – find linket her.

Marco Sørensen sluttede som nier i den første træning fredag – et sekund efter etteren Sergey Sirotkin.