Circuit Gilles Villeneuve byder endnu en gang på ukendt territorium for Kevin Magnussen, når Canadas Grand Prix køres denne weekend.

McLarens dansker var senest på vej mod en sjetteplads i Monacos Grand Prix, da først motorfejl og siden finsk berøring kostede dyrt og resulterede i blot et point.

Banen på Ile Notre Dame i Montreal er den første reelle højhastighedsbane på F1-kalenderen, men danskeren ser alligevel ligheder med banen opkaldt efter den berømte canadier og så bybanen i Monaco.

– Canadas Grand Prix er et af de løb, jeg virkeligt glæder mig til. Jeg har altid set det på tv, og det har altid set ud til være et af de allerbedste, mest spændende og dramatiske løb hele sæsonen, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelse.

– Banen ser sjov ud. Der er et godt mix af sving, og det er sådan et sted, hvor du vil have sat bilen godt op under dig, for ud over baglangsiden, så er det stort set retningsskift hele vejen. Så den er lidt som Monaco i den henseende, bare meget hurtigere.

Danskeren har haft tekniske udfordringer med McLaren-raceren i de to seneste løbsweekender, hvilket har sat ham tilbage i kampen mod teamkammerat Jenson Button. 10 point er der mellem de to Woking-kørere.

– Det ville være rart at have en weekend uden problemer, efter nogle skuffende tekniske problemer. Det gik ikke helt min vej i hverken Spanien eller Monaco – uden at jeg selv var skyld i det – så nu vil jeg bare samle mig, arbejde med mine ingeniører og levere et godt resultat uden smuttere.

Canadas Grand Prix var i øvrigt stedet, hvor far Jan Magnussen scorede et point for Stewart F1 i 1998 – med den gamle pointskala og en sjetteplads.