Kevin Magnussen har ikke just fået en drømmestart på 2011 Cooper Tires British F3 International Series.

Denne weekend går det løs på Snetterton, hvor den danske teenager forud for sæsonen viste sin fart og var hurtigst i test.

Carlin-køreren har dog været plaget af uheld og påkørsler indtil videre på Monza og på Oulton Park.

– Jeg skal selvfølgelgi forsøge at få nogle point efter hvad der har været en virkeligt dårlig start på sæsonen for mig. Jeg har haft en del uheld og har begået nogle fejl også. Det vil jeg råde bod på denne weekend og få min sæson i gang, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

Magnussen og resten af det britiske F3-felt kørte i begyndelsen af april test på netop Snetterton – og her markerede McLaren-Mercedes-junioren sig helt fremme i feltet.

– Snetterton er en bane, jeg kan lide, men jeg kan generelt lide alle banerne, vi kommer til i år. Vi havde en god test her sidst, og det vil jeg bygge videre på og pushe hårdt for at få de resultater, jeg ved jeg er i stand til at få, siger han videre.

Feltet tester fredag og kører kvalifikation og første løb lørdag, mens de øvrige to løb køres søndag.

Foto: