Denne weekend er to danskere i mesterskabskamp på Hockenheim, og fælles for de to er, at de står med outsiderchancer i hver sin klasse.
Nicki Thiim havde tidligere til Racemag meldt ud, at han ikke agtede at stille til start efter en problematisk sæson, der kulminerede med fratagelsen af point for den ene af to løbssejre på Lausitzring tidligere på året.
Selvom Thiim nu blot står med en outsiderchance, 24 point efter teamkollega Kévin Estre, så er chancen der trods alt fortsat.
Også i Scirocco R-Cup er der medaljemuligheder for Kasper H. Jensen (foto t.h.), der med sin første sejr i klassen senest kørte sig ind i kampen om titlen – omend Kelvin van der Linde har så stort et forspring, at han blot skal slutte 12. eller bedre for at vinde.
Michelle Gatting er på en øjeblikkelig femteplads i mesterskabet, mens Nicolaj Møller Madsen er syver. Netop Madsen er 35 point efter Jordan Lee Pepper i kampen om juniorcuppen.
Scirocco R-Cup-kørerne skal som vanligt op imod en stribe VIP-kørere, heriblandt ‘højdespringer’ Felix Baumgartner, Manuel Reuter, Frank Biela, Laurent Aïello og Éric Hélary.



