Det var uhyre tæt på en dansk sejr til Jan Magnussen i GTE Pro-klassen i Le Mans. Men det endte med en skuffende tredjeplads til danskeren og hans team.
Jan Magnussen lå til at vinde 24 timers løbet, men med blot en omgang tilbage forsvandt sejren.
Det var Magnussens amerikanske teamkollega Jordan Taylor, som kørte bilen, da han punkterede på sidste omgang efter en tæt duel, som kostede en afkørsel.
Dermed endte Corvette-teamet på tredjepladsen, mens Aston Martin i stedet sejrede i GTE Pro-klassen.
I det hele taget var årets Le Mans – den 85. udgave – fyldt med drama. Længe så det ud til, at samtlige LMP1 biler skulle udgå. Porsche fik dog fikset de tekniske problemer med deres ene bil, og dermed kunne de lade sig kåre som vindere af løbet.
Set med danske briller blev det trods flere uheld til en kæmpe succes. David Heinemeier Hansson leverede således en stærk præstation sammen med resten af Vaillante Rebellion-teamet, og de kunne til slut lade sig hylde på en sammenlangt tredjeplads – en virkelig sensationel placering af et LMP2 team.
LMP2-bilen fra Jackie Chan DC Racing endte på andenpladsen i den bedste klasse.
For den ellers så sejrsvante duo, Nicki Thiim og Marco Sørensen, endte 24 timers løbet i Aston Martin 95 som en stor skuffelse. Efter de ved flere lejligheder havde ligget helt i top, kørte teamets tredjekører Richie Stanaway bilen ind i en barriere. Dermed var løbet reelt forbi, og en position som nummer 2 blev til slut skiftet ud med en samlet 8. plads.
Endnu værre gik det for den danske Porsche kører Michael Christensen. I de sene nattetimer kørte danskeren bilen af banen, og det lykkedes ham aldrig at komme fri igen, og dermed sluttede løbet også skidt for en af favoritterne i GTE Pro klassen.
For Christina Nielsen i Ferrari blev løbet også en kæmpe skuffelse. Efter kvalifikationen, hvor teamet pga. en utæthed aldrig kom til start, blev løbet en lang tur på ad bakke. Efter flere godkendte stints af den danske racerkører sluttede det hele med en skuffende 11. plads.



