I nat klokken 02.45 døde Jules Bianchi af de store kvæstelser, han pådrog sig under det Japanske Grand Prix på Suzuka sidste år. Jules Bianchi har siden ulykken ligget i koma. Først i Japan, og siden blev han flyttet til hjemlandet Frankrig.
Bianchi-familien skriver i den officielle pressemeddelelse følgende:
– Jules kæmpede helt til slut, som han altid gjorde, men i dag sluttede hans kamp. Smerten, vi føler, er ubeskrivelig. Vi vil gerne takke alle på Centre Hospitalier Universitare i Nice, som har set til Jules med stor kærlighed og dedikation. Vi vil også gerne takke alle på General Medical Centre i Mie Perfecture, Japan, der tog sig af Jules lige efter uheldet, samt de mange læger, der har været involveret over de seneste måneder.
– Derudover vil vi gerne rette en tak til alle Jules’ kolleger, fans,og alle der har udvist deres medfølelse for ham i disse svære tider – noget, der har givet os stor styrke og hjælp.
– At høre og se de mange beskeder hjalp os til at se, hvor meget Jules betød for så mange mennesker Verden over.
Jules Bianchi blev 25 år.



