Jet Black Racing stor over for to enorme udfordringer. Som om ét 24-timersløb ikke er rigeligt, så forsøger det danske team med de amerikanske associationer nu at deltage i hele to løb inden for en uge.

Første er 24-timersløbet på Circuit de Catalunya denne weekend, næste er på Silverstone i England.

Teamets truck ankom allerede ved banen tirsdag for at være klar til træningen, der starter i dag, torsdag. Også teamet er på plads og her kan de præstere et stærkt kører lineup, med blandt andet Ronnie Bremer, der i sidste weekend vandt sæsonens anden sejr i den amerikanske Grand-Am GT serie, hvor han stillede til start i en Camaro GT.R for Stevenson Motorsports. Den tidligere Yokohama Cup-mester Anders Majgaard, Dan Träger, Jackie Bøllingtoft og Jack Møller udgør de fire andre stærke kørere, der i deres Renault Clio skal forsøge at sejre i den store klasse A2, der udgør hele 19 biler af de i alt 76 biler, der forventes til start.

– Vi er godt forberedte, stemningen er god og optimismen er i top, siger Flemming Pless fra Barcelona.

– Lige nu koncentrerer vi os 100% om løbet hernede, men det har krævet store forberedelser at kunne stille til start på Silverstone under en uge efter. Det må være lidt af en Danmarks rekord, med to 24 timers løb indenfor en uge, men det er ikke målet blot at stille til start. Vi har store ambitioner og forventer at skulle kæmpe med helt fremme og få et topresultat med hjem. Det kræver at vi er konstante, holder os på asfalten og ude af problemer, så vi, når der er kørt 16-18 timer, er med i toppen og selv kan være med til at afgøre løbet, slutter han.

Også Sally Racing deltager i løbet på banen uden for Barcelona.