Formel 1-feltets teams fik i dag tirsdag deres første mulighed for at teste 2013-racerne i praksis på Jerez-banen i Spanien.
Jenson Button var hurtigste kører i McLaren-raceren – en tid der i øvrigt blev sat på Pirellis nye Hard Compound dæk. Se omgangtiderne for alle de kørere, der var ude på testens første dag nederst i artiklen. Formiddagen blev dog indledt med problemer for McLaren, da de fik problemer med en benzinpumpe, men de tog som nævnt revanche i løbet af eftermiddagen.
Testen på Jerez-banen handler i høj grad om at få indsamlet data, så man finder ud, hvordan racerne opfører sig i praksis i forhold til det simulatorarbejde, der har foregået i løbet af vinteren. Pirellis nye dæk skal også testes – der er nye gummiblandinger og compounds i forhold til sidste sæson.
– Jeg følte mig meget komfortabel hele dagen og det lykkedes os at komme igennem programmet, hvor vi fokuserede på at indsamle aero-data og forstå, hvor godt bilen korrelerer med vores simuleringsværktøjer på fabrikken, udtalte Paul di Resta efter dagens test, hvor han i øvrigt fik tilbagelagt flest kilometer af alle med i alt 89 omgange.
Værre gik det for Mercedes. Nico Rosberg nåede kun 11 omgange før hans dag var ovre – det viste sig at være elektriske problemer med et ledningssæt. Mercedes valgte at udbedre problemerne resten af dagen, så teamet er klar med F1 W04-raceren til i morgen, når Lewis Hamilton skal ud at teste på Jerez.
Tiderne kan der endnu ikke læses så meget ud af – opsætningerne på bilerne kan være vidt forskellige. Samtidig fokuserer hvert team på at få afviklet deres planlagte testprogrammerer fremfor at kæmpe om tiderne endnu.
Resultatet af første testdag på Jerez:
1. Jenson Button McLaren 1m18.861s 37
2. Mark Webber Red Bull 1m19.709s + 0.848s 73
3. Romain Grosjean Lotus 1m19.796s + 0.935s 54
4. Paul di Resta Force India 1m20.343s + 1.482s 89
5. Daniel Ricciardo Toro Rosso 1m20.401s + 1.540s 70
6. Felipe Massa Ferrari 1m20.536s + 1.675s 64
7. Nico Hulkenberg Sauber 1m20.699s + 1.838s 79
8. Nico Rosberg Mercedes 1m20.846s + 1.985s 14
9. Pastor Maldonado Williams 1m20.864s + 2.003s 84
10. Giedo van der Garde Caterham 1m21.915s + 3.054s 64
11. Max Chilton Marussia 1m24.176s + 5.315s 29