Skru tiden ti år tilbage – til marts 2014. Den 21-årige Kevin Magnussen er det hotteste navn i Formel 1. Den danske rookie har været hurtigst i et par af vinter-testene, og i Grand Prix-debuten i Melbourne i Australien bliver han klassificeret på andenpladsen. Mange i paddocken taler om danske Magnussen som en kommende verdensmester.

Fast forward til oktober 2024. 32-årige Kevin Magnussen er efter ti år i sporten en af veteranerne i Formel 1-feltet. Nedtællingen til hans sidste grandprix, sæson-finalen i Abu Dhabi i begyndelsen af december var i gang. Han er ikke blevet verdensmester – ti år efter debuten er andenpladsen fra Australiens Grand Prix stadig hans bedste resultat.

Ti år i motorsportens kongeklasse er de færreste forundt. Og det er i særklasse den længste, danske Formel 1-karriere. Alligevel føles Kevin Magnussens karriere på mange måder uforløst – den inkluder jo ikke de Grand Prix-sejre og måske endda VM-titler, der var lagt op til.

Men hvad Magnussen ikke har vundet på banen, har han vundet i erfaring. Han forlader Formel 1 som 32-årig med masser af insight om motorsportens kongeklasse. Insight, der kunne have været nyttigt for en 21-årig rookie tilbage i 2014.

Hvilket råd vil Kevin Magnussen anno 2024 give Kevin Magnussen anno 2014?

”Han ville nok alligevel ikke høre på det,” siger hovedpersonen med et grin.

”Men jeg ville sige Husk nu at have det sjovt – nyd, at du er kommet i den her situation. Dengang følte jeg det jo nærmest som en byrde at køre Formel 1 – presset var så massivt, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Og derfor kunne jeg ikke yde mit bedste. Jeg var hurtig i kvalifikationen, men kunne ikke leve op til det i løbene, hvor det ofte faldt fra hinanden på grund af frustrationer og pres. Alting føltes tungt, så i dag vil jeg sige til unge Kevin Det er ikke så slemt som du tror.”

Selvom Grand Prix-sejrene og VM-titlerne mangler på Danmarks flotteste Formel 1-CV, har der været mange højdepunkter i Magnussens karriere.

”At komme på podiet i mit første løb var stort. Og min pole position for Haas i Brasilien for to år siden. Der er ikke mange, der kan prale over en pole position med det dårligste team! Men helt overordnet er min største succes, at jeg har etableret mig i feltet og haft en rigtig Formel 1-karriere over mange år. Og at kunne stoppe og sige Det var det.”

Men der har også været fejl. Magnussen er ikke typen der fortryder ret meget, men han indrømmer blankt: ”Jeg skulle nok have været mere kynisk – have været bedre til at spille spillet. Og så har det nok også været en fejl, at jeg har kørt showet selv – at jeg ikke har haft en manager. Jeg har altid vidst, at det ikke var optimalt, men der har været omstændigheder, der betød, at det var den eneste mulighed.”

Allerede i hans debutsæson, var der konkurrenter, der prøvede at gøre Kevin Magnussen til feltets bad boy. Det handlede nok mest om, at de etablerede kørere – for eksempel Fernando Alonso og Felipe Massa – frygtede unge Magnussens hurtighed. Jo – han kørte aggressivt i sin McLaren, men det handlede om at sætte sig i respekt. Kevin Magnussens kørsel i debutsæsonen var hverken værre eller bedre end så mange andre ambitiøse rookies.

Alligevel klæbede bad-boy-imaget til ham, og det blev kun værre med den berømte og berygtede episode med Nico Hülkenberg i Ungarns Grand Prix 2017. En episode, der udløste et af Formel 1-historiens mest ikoniske citater om suck my balls.

”Det der bad-boy-image har irriteret mig, men det er også noget, jeg på en eller anden måde godt kan forstå. Det er ikke fordi, jeg er stolt af det image, men jeg har jo altid været nådesløs på banen. Jeg synes, at det er det, der kræves. Der er mange, der ikke går så meget til stålet, når de ligger nede bagved og udenfor VM-pointene. Så er der nogle kørere, der giver lidt op, men den indstilling har jeg aldrig haft. Jeg vil ikke køre rundt og lave ingenting. Det kan godt være, at det kun handler om en 14.-plads, men jeg kæmper stadig hårdt. Det image vi snakker om, blev forværret i år, fordi jeg fik mange strafpoint og til sidst karantæne i et løb. Men mange af de point kom jo, fordi jeg skulle hjælpe teamet, og jeg ofrede mig 100 procent. Jeg vidste godt, at jeg ville få de strafpoint og så kom der rigtig mange af dem i Miami, fordi dommerne fik øje på mig – den dag fik de vist nok af mig.”

Fem år efter suck-my-ballsepisoden blev Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg teamkammerater hos Haas F1 Team. Her har tyskeren både i 2023 og 2024 leveret bedre resultater end danskeren.

Alligevel er det ikke Nico Hülkenberg han nævner, når Kevin Magnussen skal vurdere hvem, der har været hans bedste teamkammerat i Formel 1.

”Jeg føler stadig, at Roman Grosjean er den hurtigste teamkammerat, jeg har haft. Jeg ved godt, at Nico Hülkenberg har slået mig langt flere gange end Romain, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke så meget skyldtes, at Nico over-performede – mere at jeg har under-performet. Da jeg var teamkammerat med Romain, var vi virkelig på toppen begge to. Og over de fire år vi kørte for Haas, slog jeg ham. Men den bedste teamkammerat jeg har haft i Formel 1? Generelt er det Jenson Button (hos McLaren i 2014, red).”

Hvis Magnussen ikke er i tvivl om at Jenson Button er han bedste teamkammerat, har han sværere ved at sætte navn på sit bedste løb. ”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke et løb, hvor jeg kan sige Det er mit bedste løb nogensinde. Tag for eksempel mit første Formel 1-løb med andenpladsen i Australien i 2014. Helt ærligt: Det var ikke noget specielt. Der har været andre løb, hvor jeg måske blev nummer 16, men kørte meget bedre.”

Denne artikel er bragt i Autosport #6/2024. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.