Nicklas Nielsen kom ikke i mål i sin syvende start i 24-timersløbet på Le Mans. En elektrisk defekt stoppede den røde Ferrari 499SP med lidt mere end fem timer igen.
Det var en fattet Nicklas Nielsen, man kort før middag mødte udenfor Ferraris garage i paddocken. Lidt efter lidt havde mekanikerne tømt garagen for ubrugte dæk og ekstra karrosseridele med #50 på, som man ikke fik brug for.
”48-volts-batteriet var begyndte at dræne sig selv, og så prøvede vi at lave en genstart på bilen, men der skete ikke rigtig mere,” fortæller Le Mans-vinderen fra 2024. Det defekte batteri var ikke det eneste, som havde givet danskeren og hans to teamkammerater, Miguel Molina og Antonio Fuoco problemer. I løbet af natten oplevede man en defekt på bilens ildslukningssystem, som skulle udbedres.
” Man kan sige, at der desværre gik lidt lang tid, inden problem nummer to kom. Det er nogle gange lidt svært at holde motivationen oppe, når man er otte omgange efter, men det prøvede vi på at gøre og så skulle bilen alligevel ikke i mål,” siger danskeren. ”Jeg er mest ked af det på mekanikernes vegne. Det ville være sjovt for dem at se, at deres bil kom i mål. For os kørere er det lidt noget andet, selv om vi gerne ville have haft den i mål for deres skyld.” ”Det var lidt svært rigtigt at finde motivationen, men bilen kørte heldigvis godt, så det var sjovt nok, når vi var derude.”







