På Daytona blev det mildest talt lige ved og næsten for Jan Magnussen og Corvette Racing, da de duellerede til 24-timersløbets absolut sidste meter med kollegerne i den anden Corvette. Differencen på 0,034 viste sig i øvrigt at være historiens mindste.
Nu er det tid til revanche, for chancerne for oprejsning i IMSA WeatherTech SportsCar Championships anden runde synes gode. Det sker igen på en klassisk bane, som Jan Magnussen hvert eneste år ser frem til:
– Jeg har altid set frem til Sebring, fordi det er en klassisk, oldschool bane, som du ikke finder andre steder i verden, lyder det fra Jan Magnussen.

Sidste års sejr skal forsvares, og derfor er Sebring ikke nogen ny udfordring for Jan Magnussen, der i alt har vundet løbet fem gange. Den seks kilometer lange racerbane er bygget på resterne af en tidligere militærlufthavn, og det rustikke underlag af beton og asfalt stiller krav til bilens setup og er ikke mindst en effektiv test af materiellet inden 24-timers Le Mans.
– På en måde er det en bane, du både elsker og hader. Det er et fantastisk event med en helt speciel fankultur. Samtidig er det et ekstremt hårdt løb, som smadrer din krop. Din nakke, arme, hænder, knæ… Det hele er ømt efter sådan en omgang! Men sejren overskygger naturligvis alt, siger han.

Corvette Racing, Sebring 2015. Foto: Janmagnussen.dk
Corvette Racing, Sebring 2015. Foto: Janmagnussen.dk

En spændende weekend i vente – på flere måder

Igen i år falder Sebring sammen med årets første Formel 1 Grand Prix, og Jan Magnussen glæder sig selvsagt til at se Kevin Magnussen køre i Australien på søndag:
– Det er ren flashback til 2014, hvor Sebring-løbet også faldt sammen med Kevins Formel 1-debut i Australien, lyder det fra en forventningsfuld Jan Magnussen og fortsætter:

– Det bliver en kæmpe oplevelse at se Kevin køre igen, men først og fremmest er jeg naturligvis fuldt fokuseret på min egen opgave. Sidste år vandt vi Sebring-løbet, og det går vi selvfølgelig også efter i år. Efter Daytona i januar ser det jo ud til, at vores største udfordring bliver vores egen søsterbil.

Allerede i dag, torsdag, begynder de første træninger forud for Sebring. I dag køres der klokken 16.00 og 20.25 dansk tid, mens tredje træning køres klokken 01.30 natten til fredag.

Løbet sættes i gang lørdag klokken 16.40 dansk tid.