Årets første TCR-weekend er slut og det blev med Jan Magnussen som weekendens store vinder. Weekendens team blev Team Auto Lounge, der vandt to af tre heats, og tog de første to pladser i finaleheatet. Gustav Birch tog den nederste plads på podiet.
Efter lørdagens kvalifikation lignede det ellers en klassisk Kasper H. Jensen-weekend. Med en kvalifikationstid 9 tiendedele foran holdkammeraten Gustav Birch var mesteren selv overrasket. Det var da også business as usual, da Kasper H. dominerede det første heat med GMB-holdkammeraten efter sig, og comebackveteranen Jan Magnussen på plads tre.
Lars Højris tog plads 10 i heat 1, og dermed kunne Green Development Trofeo-køreren starte forrest til heat to senere på dagen. Det var dog Team Auto Lounges Kevin Engman i sin Audi RS3 TCR, der tog starten og vandt andet heat. Den omvendte Top 10-startrækkefølge gav drama, da der efter få omganges løb var voldsom kontakt mellem Green Developments Nicolai Sylvest og GMBs Kasper H. Jensen.
Det resulterede i en ødelagt front og defekt hjulophæng hos Nicolai, hvor en stor del af banen blev kørt på tre hjul, da højre bagdæk ikke havde kontakt til asfalten. For Kasper H. betød det også skader på bilen, og efter at have cirkuleret et par omgange endte mesteren med at udgå af heat 2. Skaderne på Sylvests bil betød, at den ikke kom til start i sidste heat.
Sidste heat startede Kevin Engman fra front. Jan Magnussen kom hurtigt op på andenpladsen, mens Gustav Birch efter en halvdårlig start fik kæmpet sig op på tredjepladsen. Længe skyggede Jan sin holdkammerat, men virkede til lige at mangle det sidste til at gå forbi.
En safety car samlede feltet igen, da Lars Højris’ ellers gode weekend endte med et defekt hjulophæng. Kasper H. Jensen fik også et defekt hjulophæng, men han formåede at bringe bilen i mål, så der kom lidt ekstra point på kontoen. Sidst i løbet var det dog Jan Magnussen som kom i front og vandt finaleheatet på FDM Jyllandsringen.
Vinder af Trofeo-klassen blev Allan Kristensen foran Rene Povlsen, begge Meteor Racing, foran Johnny Vejlebo fra Insight Racing. Der var dog nedlagt protester over flere hændelser, hvor Rene Povlsen fik to strafbaner, men kun gennemførte den ene. Det gav en tillægstidsstraf på tre sekunder.
Christian Skaar fra Team Auto Lounge blev efter løbet diskvalificeret for ikke at overholde minimumsridehøjden på bilen.
Årets første TCR-weekend var underholdende. Flere kørerskifter, nye hold, nye kørere, nye bilskift, og Jan Magnussens comeback gjorde weekenden til en succes. At Jan Magnussen stadig er populær kunne man se under Gridshowet, hvor der konstant var mange mennesker omkring Big Mag.
Top 10 i det overordnede mesterskab ser således ud.
- Jan Magnussen
- Kevin Engman
- Gustav Birch
- Mike Halder
- Michael Markussen
- Kevin Brandsborg
- Kasper H. Jensen
- Michelle Halder
- Nicolai Sylvest
- Didrik Esbjug
Næste gang TCR køres bliver på Ring Djursland i weekenden 17.-18. juni. Det kan ses på DR og DR.dk.